Fra Bordeaux gik turen så videre til San Sebastian. Jeg havde udset mig en campingplads, hvor jeg ville bo. Jeg blev ledt op i bjergene og det var ikke lige det, jeg ville. Det var igen en tur ad små og ujævne veje, hvor 2 biler med nød og næppe kunne passere hinanden.
Jeg fandt langt om længe en campingplads i Zarautz lidt uden for San Sebastian. Der var ikke de store seværdigheder i byen, men den er også mere kendt for sine gode badestrande og er en rigtig sommer - turistby. Jeg boede med en flot udsigt over havet til den ene side og vinmarker til den anden side. Som I kan se, er vinbønderne nu i gang med at forberede vinsæsonen.
Jeg kunne dog ikke undvære endnu et værkstedsbesøg -ikke med bilen, men jeg opdagede, at der var knækket et hængsel til scooterophænget. Heldigvis havde campingpladsen deres egen mekaniker, som kunne hjælpe mig. Han fik ophænget pillet af og svejset det sammen igen. Han sagde, at nu kunne det vist godt holde et par dage. "Jeg er ikke lige specialist i det her, men det kan nok holde et par dage.
Ja - og så lige min påstand om, at der på ethvert autoværksted med respekt for sig selv er en kalenderpige. Det var der også her.
Den gode mekanikers udsagn holdt ikke helt stik. Der gik ikke mindre end halvanden time - så var den igen knækket. Jeg fandt et rigtig smedeværksted i en lille by (jeg ved ikke hvor). Og DET VAR EN RIGTIG SMED. Han fik det lavet og jeg tror ikke, at 10 store bodybuildere kan trække hængslen fri. Da han var færdig spurgte jeg til betalingen. Han kaldte på bossen, som bad om 10 euro. Jeg er sikker på, at også de penge gik ned i den sorte "momsfri" lomme.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar