fredag den 15. februar 2013

Mig og min GPS

Jeg er så glad for min GPS. Hvis jeg ikke havde den med, ville jeg fare vild lige efter grænsen og ikke være kommet ret langt.
GPSèn er pålidelig, altid til at stole på og gør lige nøjagtig det, man giver den besked på.
Det gjorde den også i går, torsdag. Jeg tog fra Bezolle torsdag morgen og havde valgt at tage halvdelen af turen til Bordeaux, hvor jeg er lige p. t.
Jeg fandt en campingplads i byen Ceyrat, hvor jeg ville overnatte. MEN - et lille bogstav kan få store virkninger. I stedet for Ceyrat havde jeg skrevet Ceyrac - altså c i stedet for t.
Desværre var der også en by, der hed Ceyrac, som GPSèn naturligvis kørte efter. Jeg endte langt ude i en lille landsby og kunne slet ikke forstå, at der skulle være en campingplads her. Jeg snakkede med 2 af de "indfødte" - et par gamle herrer. Jeg havde taget min store campingbog med og viste dem, hvad jeg søgte. De kunne naturligvis straks se, at jeg skulle have været til Ceyrat. Jeg spurgte dem, om byen lå lige her i nærheden. Nej, så skal du nok køre 4 timer mere. De 2 herrer kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, da de så mit ansigtsudtryk.
Henriksen - hvad  gør du nu ? Klokken var ved at være mange og jeg kunne ikke nå frem til Ceyrat, så jeg tog konsekvensen og indlogerede mig på et hotel - godt træt og mør efter en lang dag.
SÅ HUSK: stol på din GPS - men kontroller lige, at du har givet den de rigtige oplysninger.

NB: Jeg er nu "landet" i Bordeaux. En problemfri tur med de rigtige indtastninger på GPSèn. Nanna, min GPS-vejleder er  nu dygtig. Hun er bare ikke god til at udtale de franske vejnavne. De lyder, som om, hun er ved at brække tungen, når hun snakker. Det kan jeg godt grine lidt af - men hun er jo også den eneste, jeg kan snakke med, når jeg sidder i bilen ( jeg er ikke ved at blive skør, men det hjælper !!)

Her er lige et par billeder fra landsbyen og hotellet.

Som nævnt er jeg nu i Bordeaux. En dejlig tur, som jeg skriver om senere.

1 kommentar:

  1. Hej Bent!
    Hyggeligt at følge din tur. Det lyder til, at du har klaret alle udfordringerne indtil nu.
    På mandag skal min 4. klasse have stile retur. Jeg synes, det har knebet lidt med elevernes egen korrekturlæsning, så de skal have en opsang. I den forbindelse tror jeg, jeg vil bruge din gps-historie som et eksempel på, at en lillebitte stavefejl kan få ret store konsekvenser... ;-)
    God tur!
    Kh Line S. K.

    SvarSlet