tirsdag den 30. april 2013

Cannes - Nice - Monaco

Søndag kørte jeg til Villeneuve, som er en badeby ca. 20 km. fra Nice. Her camperede jeg de næste 2 dage.
Søndag nat var lidt af en prøvelse. Der var et forfærdeligt uvejr med lyn og torden, så jeg blev vækket midt om natten ved et ordenligt tordenskrald. Der er nogen, der ved, at jeg ikke har det så godt i tordenvejr, så jeg forlod skyndsomt 1. sal og rykkede ned i stueetagen. Her "gemte" jeg mig indtil det værste var overstået og kunne så krybe i køjen igen.
Mandag morgen tog jeg bussen til Cannes. Det er den billigste transport, jeg endnu har oplevet. 1 Euro uanset om du kører 1 km. eller 50 km. Så det havde jeg da lige råd til. Cannes virker på mig, som lidt af en efterligning af Monaco, men er vel også  kun kendt for sin årlige festival. Det var ikke ved den tid, så jeg så desværre ingen berømtheder.
Cannes har en flot badestrand og også en marina med ret store både, men ikke sammenlignet med Monaco - især bådenes størrelse, som I får et indtryk af senere.



Så gik turen videre til Nice. Jeg valgte at tage et af de små tog, som havde en historisk rundvisning i det gamle Nice. Nice er en af de ældste byer i Frankrig og har haft en meget omtumlet tilværelse.Byen ligger på et vigtigt strategisk sted på grænsen mellem Frankrig og Italien. Byen har gennem tiderne været under herredømme af bl. a. grækerne, romerne, tyrkerne, spanierne, men er nu endegyldig en fransk by.
Det var en meget spændende rundtur på 45 minutter, hvor vi blandt andet besøgte den ældste del af Nice, som ligger meget højt. Her var bl. a. resterne af den gamle Middelalderby, samt en fantastisk udsigt over en stor del af det gamle Nice. Nice er den 5. største by i Frankrig.




MONACO
Tirsdag morgen kørte jeg mod Monaco. Det var tanken at være her et par timer, men der var rigtig meget trafik og ikke til at opdrive en parkeringsplads. Jeg nåede dog at få taget nogle billeder, men fik ikke brugt penge på casino. Det havde jeg vist heller ikke råd til.
Og bådene sammenlignet med dem i Cannes. Ja, der er en væsentlig forskel. Her er et par billeder af de riges legetøj.
Og så skal der være Formel 1 løb i slutningen af maj. Det plejer jeg gerne at se på TV, men det må jeg desværre nok undvære i år. Som stor Formel 1 fan, plejer jeg at se stort set alle løb.




Nu er Frankrig et overstået kapitel. Jeg er kommet til Genova, hvor jeg bliver et par dage. Der har været 25 grader i dag, men for det meste overskyet. Jeg kan forstå, at de høje varmegrader lader vente på sig i Danmark, men de kommer nok. Lad os håbe det.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar